Et intellektuelt skred.

 

Af Mikael Hertig
Folkepensionist, cand.scient.pol
Gæsteforsker

 

Der er ved at blive vedtaget en ny lov med smukke intentioner. Den skal efter sigende gøre op med “misinformation” og “desinformation“.

Under disse begreber ligger antagelserne om fjendens onde hensigter overfor voresegne  gode hensigter. Hensigter og ønsker er ønsketænkninger. De kan i sig selv hverken være sande eller falske. De er ikke påstande om virkeligheden, de er værdipræmisser.

Vi prøver ved hjælp af videnskabelig eller journalistisk  metode at danne både relevante, væsentlige og rigtige udsagn om den fysiske, stedog tidsbundne virkelighed, vi befinder os i.
Påstande om virkeligheden, som kan sandsynliggøres, kalder jeg her kausalpræmisser. De kan enten sandsynliggøres eller verificeres ved hjælp af anerkendte metoder. Andre kan eftergøre dem og tilslutte sig dem, navnlig hvis de helt eller delvist tislutter sig det til problemformuleringen hørende værdigrundlag.

Hvis man i forbindelse med den nye verdensorden mener, at oligarker kan eje lande, besætte dem og bekrige dem, fordi alle de der humanistiske pis-værdier er hindrer diktatur, dominans og undertrykkelse,. så er det disse værdipræmisser, der drejer sig om at få  frem i lyset.

Det handler om rå magt, hvad de skriver og siger, ikke nødvendigvis om dis- eller misinformation.

Skrevet på en anden måde: Måske kan Putin & Trump med flere fremføre sande informationer med den hensigt at få os til at styre deres ønsker om at afhumanisere eller afdemokratisere verden.

Misinformation eller disinformation  handler om at fremføre falske påstande. Ikke andet. Enten bevidst eller ubevidst. 

 

Et intellektuelt skred

og dets demokratiske konsekvenser–

“Kent Nielsen har inden for de seneste år slået sit navn fast som en af Danmarks mest fremtrædende aktivister i en understrøm, som Politiets Efterretningstjeneste har betegnet som »antimyndighedsekstremisme«. Billedtekst i Information 3. juli 2025

Humes guillotine

En af oplysningstidens vigtigste milepæle består i evnen til at skelne mellem “er” og “bør”. Man kan efter Hume ikke logisk slutte fra virkelighedsbeskrivelse til ønske eller omvendt. Man kan også kalde er-siden ‘deskriptiv‘ og bør-siden ‘normativ‘.

Hume observerede i samtidens politiske debat, at deskriptivt og normativt blev pladret sammen i en pærevælling. Det gør det stadigvæk.

Det er en tilstand, vi heller ikke kan gøre så meget ved, heller ikke i dag. Men i kraft af Hume med flere¹Herunder Max Weber og Gunnar Myrdal har vi fået et redskab til at se pressens framing og vinkling med, og de bedste journalister og redaktører kan måske endda selv indse det.

Når der evidensspadseres i debatterne alle vegne, ikke mindst på de sociale medier, objektiviserer forfatterne deres egne værdipræmisser og subjektiviserer meddebatørernes.

Underforstået ligger en falsk påstand om, at: følelser og subjektivitet er uvidenskabelige og forkerte. Objektivitet uden følelser er rigtig..

Konsekvensen er også en tendens til påståelighed i retning af, at der altid kun kan være ét og kun ét “videnskabeligt synspunkt” om et bestemt emne.

Ser vi på Ruslands krig mod Ukraine forekommer det oplagt, at der forekommer to modstridende værdipræmisser.
1) Putins bygger på stormagtens ret til at erobre land på befolkningens bekostning¹.

2) FNs og den franske uafhængigserklærings princip om, at et undertrykt folk har ret til at gøre modstand. Osv. : Krigsforbrydelser er brud på normer og dermed værdipræmisser.

I stedet for at styre debatten derhen – på værdipræmisserne – pladres dette til som stigmatisering af den anderledees tænkende:

 

 

“Antimyndighedsekstremisme“.

 

Modstykket til Hume med flere sås hos utilitarister som John Stuart Mill med flere, der troede på, at der findes absolutte og dermed objektive værdier, afspejlende de rigtige følelser og fordømmende de forkerte.

Den, der stiller sig skeptisk overfor myndighederne, kan efter PETs selvforståelse straffes alene for at mene noget andet.

Humes virkelighedstorståelse hænger sammen med den demokratiske magtadskillelsestankegang.

Der er en sammenhæng mellem vores demokratiforståelse som værdigrundlag – altså Humes forståelse – og vores måde at gå til forsøgene på at forstå den fysiske og sociale virkelighed på. At Humes tankegang, navnlig indenfor samfundsvidenskab, siden er fulgt op af David Easton, Max Weber og Gunnar Myrdal, som har nuanceret grundlaget yderligere, ser ud til at ved at drukne i individualistisk, utilitaristisk pløre.

Nyttetankegang, individualisering og utilitarisme udtrykker en klar utilitaristisk tendens. I en P1-udsendelse (Ortmanns samfundstanker)  går filosofferne på Århus Universitet ind for, at “burde” og “bør”-udsagn , skulle være direkte forkerte og som sådan forkastes som usande.

 

Magtens tredeling: Individet overforsystemet. Grundlæggende demokratiske værdier smuldrer

 

Kernen i den franske revolution 1789 var et værdiprincip, at i et demokrati bør det svage(ste) individ skal beskyttes mod myndighedernes vilkårlige magtudøvelse.

Hvor romerrettens grundtanke var, at kejseren kunne kappe hovedet af dem, han bildte sig ind måske kunne begå forræderi en gang i fremtiden, er demokratiets hovedhjørnesten udmøntet i evnen til at beskytte individet mod systemet. Hans Magnus Enzensberger skrev i “Politik og Forbrydelse” et kapitel med titlen “Til forræderiets teori”, hvor denne sammenhæng klart fremgår².

Indførelsen af sindelagskontrol på forskellige måder udtrykker en idé om at nogle værdier er rigtigere end andre. Jo mere vi samles om dem, des bedre. Men de bliver jo ikke sande af den grund. Værdigrundlag kan ikke være sandt, det må nøjes med at være til stede.

Objektivitetsfanatismen gennemsyrer redaktioner. der tilstræber “uafhængighed”, “neutralitet” osv. og derved frakender enhver artikels værdipræmisser. Men uden ærinde, væsentlighed  og værdipræmisser er der ingenting. Det juridiske habilitetsbegreb er langt bedre. Læg dog værdipræmisserne frem, ærindet, interessen. Og bekæmp de skjulte dagsorderner i stedet. De er usaglige i forhold til emnet.

Når PET som citeret tillader sig at anvende “antimyndighedsekstremisme” (samfundskritik?)  som skældsord til forsvar for systemet overfor en borger, udtrykker PET sig som sindelagskontrollant og dermed en selvforståelse, der strider mod Enzensbergers forståelse af demokrati og giver romerretlige anelser. Er Danmark under afdemokratisering?