“Der er varmere på landet end om sommeren!”

Sådan lød det, når der skulle svares langt udenom i forvaltningen.

Alligevel er der noget pudsigt ved at modtage et så klart ikke-svar. Spørgsmået var: Er det i overensstemmelse med Grundloven, når de laveste overførselsindkomster ikke rækker til de mest simple behov: Tag over hovedet, mad, tøj, osv?

 

 

Til:
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek
Beskæftigelsesministeriet
(Sendes pr. mail)

Dato: 5. februar 2026

Vedr.: Grundlovens § 75, stk. 2, og den laveste forsørgelsessats

Kære Kaare Dybvad Bek,

Mange tak for ministerens svar af 5. februar, som jeg forstår ligner besvarelsen til Victoria Velásquez vedrørende kontanthjælpens lave satser. ​

Jeg må dog bemærke, at svaret ikke forholder sig til det grundlæggende spørgsmål, jeg rejste i mit brev af 28. december: nemlig hvorvidt den nuværende laveste ydelse er i overensstemmelse med Grundlovens § 75, stk. 2, forstået som Folketingets og regeringens pligt til at sikre et eksistensminimum, der gør det muligt for enhver borger at opretholde et beskedent, men menneskeværdigt liv. Denne materielle prøvelsasadgang for grundlovsmæssighed  understøttes af Højesterets præsident  Jens Peter Christensen (Dansk Statsret) og professor Jens Elo Rytter (Individets grundlæggende rettigheder).​

Mit spørgsmål handlede altså ikke om kontanthjælpens midlertidige karakter, men om selve forfatningsmæssigheden af, at ydelser fastsættes til et niveau, der efter uafhængige analyser (fx Rockwool Fonden og Ydelseskommissionen) i mange tilfælde ligger under, hvad et menneske reelt kan leve for — særligt i de store byområder.​

Ministerens henvisning til, at kontanthjælp er en “midlertidig ydelse”, holder ikke undervej af statistikken: Blandt de ca. 88.000 job- og uddannelsesparategangbare ledige (dagpenge og kontanthjælp) i slut 2024, er der ca. 15.600 langtidsledige (over 12 måneder), hvoraf mange seniorer (60-64 år: 21% langtidsledige) og ikke-vestlige indvandrere (25,8%) sidder fast. Desuden viser data fra Danmarks Statistik og kommuner, at 20-30% af kontanthjælpsmodtagere (inkl. ressourceforløb og uddannelseshjælp) har levet på lave overførselsindkomster i 5-30 år — ikke som en kort “overgang”, men som en realitet, hvor udgifter til bolig, mad mv. spiser ydelsen op måned efter måned uden buffer til uforudsete omkostninger.

Jeg skal derfor anmode om, at ministeren forholder sig udtrykkeligt til følgende:

1. Mener ministeren, at en forsørgelsessats, som ikke dækker nøgne leveomkostninger (bolig, mad, tøj, transport), fortsat kan anses for at opfylde Grundlovens § 75, stk. 2 — selv når tusinder lever på dette niveau i årevis?

2. Finder ministeren, at det er i overensstemmelse med samme bestemmelse, at borgere reelt må flytte fra deres hidtidige egn og netværk som følge af, at ydelserne ikke matcher boligomkostningerne dér, hvor de bor (fx fra Hovedstadsområdet til Lolland)?​

Jeg forstår, at der politisk kan være uenighed om ydelsesniveauernes udformning, men det ændrer ikke ved, at der består en juridisk og forfatningsretlig grænse.

Jeg ser derfor frem til et svar, der konkret forholder sig til den grundlovsmæssige dimension — og ikke alene den administrative eller politiske udmøntning af ydelserne.

Med venlig hilsen

Mikael Hertig

Mågevænget 12 st 22
6400 Sønderborg

Tlf 27 24 47 00

 

Hvad skrev ministeren?

Kære Mikael Hertig
Tak for din mail.
Jeg kan først og fremmest forsikre dig om, at jeg lytter til alle de bekymringer over kontanthjælpsreformen, der er blevet udtrykt. Og jeg tager dem alle meget alvorligt. Det var derfor, vi i regeringen i fjor afsatte 15 millioner kroner i 2026 til et ekstraordinært huslejetilskud.

Kontanthjælpen er, som du sikkert ved, vores samfunds nederste økonomiske sikkerhedsnet. Man kan kun få udbetalt kontanthjælp, hvis man ikke har andre muligheder for at forsørge sig selv – hverken formue, familie eller andet. Når det er sagt, så er jeg bevidst om, at man må prioritere i sit budget, når man modtager en ydelse som fx kontanthjælp. Det skulle man inden reformen, og det skal man nu.
Som minister for området står jeg naturligvis på mål for alle elementerne i kontanthjælpsreformen. Men generelt skal kommunerne altid undersøge alle muligheder, man kan have for at få hjælp, hvis man som fx kontanthjælpsmodtager står i en økonomisk svær situation.

.
Kommunerne skal se bredt på hele den sociale lovgivning, og de kan stadig yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og løbende hjælp til husleje midlertdigt, hvis man ellers risikerer at miste sin bolig.
Jeg har svaret Beskæftigelsesudvalget på et spørgsmål i stil med det, du stiller. Så jeg vedlægger mit svar til udvalget her, og jeg kan føje til, at minimumsbudgettets niveau skal ses i lyset af, at kontanthjælpen alene er en midlertidig ydelse. Det er ikke meningen, at nogen skal være på kontanthjælp i længere tid. Det understreger vi med den afklaringsret, vi også indfører, og som du kan læse om i vedlagte.

 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

 

Venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek

 

Hvad skrev jeg til ministeren 28. december 2025?

Kære Kaare Dybvad Bek!

Både Jens Peter Christensen (Dansk Statsret) og Jens Elo Rytter (Individets grundlæggende rettigheder) forstår grundlovens § 75, stk. 2 som en pligt for folketing og regering til at indrette en forsørgelsesbestemmelse for dem, der ikke kan forsørge sig selv. De er også enige om, at der findes en materiel nederste grænse for, hvor lidt et menneske eller en familie kan eksistere for i det danske samfund.

I forbindelse med den nye nederste sats på ca. 7.000 kroner har jeg forstået på dine udtalelser, at du skulle mene, “at hvis huslejen er for høj, må man jo flytte et andet sted hen”

I den anledning har jeg to spørgsmål til dig.

1) Hvis du ser på et budget for en borger på den laveste sats, evt. suppleret med boligstøtte, men med almindelige udgifter til bolig, mad, tøj og transport, kan du så typisk se det økonomisk kan hænge sammen? Det er forudsat, at der ikke er andre indtægter.c og ingen formue. Er der typisk mange tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre, mener du så, at den nederste sats i det hele taget er i overensstemmelse med Grundlovens § 75, stk. 2?

2) Hvis jeg har forstået dig korrekt, mener du , at hvis man fx bor i hovedstadsmmrådet,. men efter overgang til den lave sats ikke kan bo der grund af huslejerne, så må man nødvendigvis flytte til områder langt væk fra sine kære, men med lave huslejer – som for eksempel Lolland. Husk også her, at der i nogle områder også er lange ventetider i det sociale boligbyggeri i netop de områder, hvor presset er størst. Borgeren skal jo bo et sted hele tiden.

Finder du forvisning fra ens egen egn til en anden som følge af den lave sats i overensstemmelse med Grundlovens § 75, stk. 2. ?

 

Godt Nytår

 

Mikael Hertig
Folketingskandidat for Alternativet
Mågevænget 12 22
6400 Sønderborg

Tlf 27 24 47 00

 

 

 

---