Kan man have en moral uden at tage afstand fra det onde?

“I’m sure we all agree that we ought to love one another, and I know there are people in the world who do not love their fellow human beings, and I hate people like that…”
Tom Lehrer

 

Tolerance er et begreb, der er beslægtet med  kristen næstekærlighed. Det handler om at elske sin næste. om at være god. Men samtidig er der forskellige grænser for den. Vi identificerer os ofte gennem den afstand, vi tager til anderledes tænkende.

Helt ærligt. For mig gælder, at jeg er for menneskerettigheder og imod racisme. Det vil sige, at i mit eget indre kan jeg ikke rigtigt tolerere dem, der er meget kristne samtidig med, at de er imod mennesker fra Mellemøsten og herunder de underlige indtryk, de bærer rundt på om muslimer.

Det undrer mig også, at der iblandt de politiske partier er personer, at ukrainere og syrere, der søger dansk statsborgerskab, skal kunne se forskel på grammatisk fælleskøn og intetkøn bedre end Vestjyder.

Jeg gør alt det forkerte. Jeg synes, min moral er bedre end deres. For i den moderne kirkelige udgave må man ikke gøre sig bedre end andre. Fy for satan, så bliver man jo farisæisk, selvgod og belærende.

Det blev jeg sådan set belært om i P1s udsendelse “Hvad ville Jesus have sagt”, hvor jeg spurgte ind til, hvor artig kirken skal være overfor landets politiske system. Må man blande politik og kristendom sammen, og har religionen altid vigepligt, som statsministeren sagde i sin nytårstale?

 

Den indre svinehund

 

 

Jeg vender ofte tilbage til Kurt Schumachers  replik til Göring i det tyske parlament, efteråret 1932. Han var formand for SPD og sagde:  “Når vi har vedtaget ikke at ville gå i dialog med Nazipartiet om noget som helst, så skyldes det, at vi ikke vil fodre vores egen indre svinehund”.

Risikoen for at blive påvirket af, hvad nazisterne diskede op med, var med andre ord for stor, og SPD-formanden var nervøs, ikke bare ved nazismen, men også ved sin egen indre skrøbelighed.

 

Idet han sagde således, var han da belærende og bedrevidende? Deklassificerede han så nazisternes moral?

Og så tilbage til folkekirken

Man må ikke fordømme de andre. Det er ukristeligt?  For fremhæver man så ikke sig selv på de andres bekostning? Udsendelsen viste mig, at der var ret god, men ikke helt overbevisende forståelse for mit synspunkt.

For nu at sige det lidt spidst, så pegede de måske selv fingre ad mig og belærte mig om,. at min stillingtagen var bedrevidende, belærende og derfor indirekte uartig.

Jeg ser Tom Lehrers dilemma som et menneskeligt grundvilkår. Vi slipper som de skrøbelige individer, vi er, ikke ud af den pine. Tilbage står så spørgsmålet om, hvordan jeg skal elske mine fjender. Er jeg den eneste, der har den lille opgave?