Om omgangskreds, forbrydelse og forbandelse

 

af Mikael Hertig
cand scient. pol.

 

3. februar 2026

 

 

“Sig mig, hvem du omgås, så ved jeg, hvem du er”

 

 

At magt korrumperer, er oldgammel viden. Modsætningsforholdet mellem personlig og ideel interesse ses i den politiske hverdag overalt. Ordet “idiot” er den oldgræske betegnelse for den privatmand, der hellere passer sine egne interesser end deltager i fællesskabets politiske processer.

 

Joanne Rubinstein

 

Så vidt jeg forstår, har den svenske model Joanna Rubinstein måtte trække sig fra sine poster, fordi hun og hendes famile – formentlig i al ærbarhed har besøgt Epstein på hans berømte bolig-. Læs mere her: https://nyheder.tv2.dk/live/udland/2025-07-18-epstein-sagens-efterdoenninger/svensk-topchef-traekker-sig-efter-afsloerende-email-om-besoeg-hos-epstein?entry=3f3a5412-edfc-4335-bc91-3d1583231743

 

Med dette som afsæt spørger jeg mig selv: Er der noget strafferetligt (medvirken?) forbundet med at besøge en tidligere dømt sammen med sin familie?  Min foreløbige konklusion er nej. Rubinsteins problem er den efterfølgende folkelige fordømmelse. Hun omgikkes en elite, hun gerne ville være med i, ligesom så mange andre. Hun  kommer jo ikke med mand og børn for at dyrke hede sexlege. Hun har, formoder jeg, snarere set sit besøg som en blanding af en pligts- og en fornøjelsestur.  Kort sagt blev der næppe pulet i poolen.

 

At der opstår eliter ved udvælgelse, er vel beskrevet. Men eliter i anden potens handler om, at der i toppen af alle mulige eliter opstår en elite, et regerende hemmeligt slæng, det er klogt at søge optagelse i, hvis du vil “være noget ved musikken”. https://www.journals.uchicago.edu/doi/abs/10.2307/2127641?journalCode=jop   På den måde set er der to aspekter af Epstein-sagerne. Epstein har været central i en elite, hvor alle centrale personer: kapitalmatadorer, præsidenter, kunstnere og andet godtfolk mødtes. Og samtidig har det vel været et for nogle været en lastens hule, hvor eliten pludselig var medvidende om  fortsatte forbrydelser.
Hvor meget den enkelte deltager i dette slæng selv har medvirket til, ved vi endnu ikke rigtigt.

 

Det næste karaktertræk ved dette slæng har været, at det ikke har været afgrænset til USA. Det har været et globaliseret slæng, hvor repræsentanter for regeringer og kongehuse samt deres  åndsfæller har deltaget eller virket med. Ikke nødvendigvis til forbrydelser, men med, måske også til lystige fester.

 

Bagklogskabens moralske orgasmer

Mens fordømmelserne rasler ned over om ikke Gud, så hvermand, der var med i slænget eller mistænkes for at have været i kontakt med det eller endnu værre: manden selv, må man lige slå fast.

Der går en grænse mellem strafferet og omdømme. Når vi for tiden i TV ser udsendelse, hvor folkedomstolen pladrer disse begreber sammen til en forfærdelig pærevælling, er det måske værd at hæfte sig ved det.

Det norske Kongehus’ trængsler handler om den detroniserede Højby, der nu står for retten for stribevis af voldtægter og dermed beslægtede seksuelle krænkelser. Han har mistet sin titel.

 

Nu kommer vi så til det mulige karaktermord på kronprinsessen. At hun måske har været utro med Epstein, er jo ikke nogen forbrydelse. Mon ikke prinser og prinsesser har været utro sådan ind imellem, fx. også vore nuværende konge?.

 

Kongehuse har til opgave at holde på figenblade og etiketter, så alt liv tager sig eftetragtelsesværdigt og moralsk renfærdigt ud. Vi andre skal lære af deres pletfri livsførelse og prøve på at være ligesådan.

Med sagerne fra det norske kongehus ser vi, at vi får bagklogskabs-orgasmer i fryd over disse vidnesbyrd, hvor de finere moralske idealer sejret over kongehuset, der består af mennesker, der deltager i det levende liv, og som lader sig invitere i det, de troede var lastens hemmelige hule.

 

Efterskrift

Personligt har jeg politisk altid ønsket mig, at enevælden blev fuldstændig afskaffet, og at vi havde fået indført en skarpere udgave af magtadskillelse, således at det svage menneske blev beskyttet mod den udøvende magtudfoldelses krænkelser.  Om kongehuset her i landet skal bestå eller ej, ligger ikke allerøverst i min prioriteringsliste. Beskyttelsen af individet mod systemmagt er også en beskyttelse mod det ledende slængs ryggesløse adskillelse fra folket.

Den folkelige forargelse skal ikke stå alene. Den bør ses i en større politisk kontekst. Men mon ikke den også i dette tilfælde lander i en global afslappethed?

Jeg vil ikke have noget imod, at Norge bliver republik og på den måde et eksempel til efterfølgelse.