Af Mikael Hertig
Han. udtykke her sin personlige mening
31. maj 2025
Dette er ingen egentlig polemik, men snarere et principielt essay. Et tilbagevendende spørgsmål i dialogen med mine sækulariserede venstefløjsvenner er for mig, hvad det er, de ikke tror på. Når så Humanistisk Samfund søger om at blive godkendt som ikke-troende trossamfund, aktualiseres det gode spørgsmål på en spøjs måde.
De ikke-troendes tro
Hvad de ikke-troende tror om de troende – og omvendt
”Og du skal ikke lukke dine øjne
og stå afmægtig, når det onde sker.
Men trofast mod hver kalden i dit hjerte
skal du forkynde, hvad du gemmer der.”
Halfdan Rasmussen
”Vi venter på Jesu snarlige genkomst. Der afgår bus fra Rutebilstaionen lørdag klokken 13, og vi mødes i forsamlingshuset i Års klokken 14.”
Der findes forskellige ikke-tros-retninger. En af dem hedder Humanistisk Samfund. Jeg hørte min bekendte Karin Liltorp (MF) udtale sig om foreningens ønske om blive anerkendt som et tros-samfund for ikke-troende. (DR P1)
Det rejser naturligvis spørgmålet om, hvad det er, Humanistisk Samfunds medlemmer specifikt ikke tror på. Som jeg forstår Karin Liltorp, så handler det om det ”overnaturlige”. Med andre ord er det nok foreningens forståelse, at alle kristne nødvendigvis tror, at jomfrufødsler, genopstandelse og himmelfart skulle have eksisteret som skinbarlig, fysisk virkelighed.
Jeg vil ikke udelukke, at der fx i folkekirken endnu skulle findes mennesker, der tror på engle, gang på havets overflade osv. i fysisk forstand.
Det særlige ved Humanistisk Samfunds forståelse ligner en vildfarelse: De af os, der har oplevet kærlighed i alle mulige og umulige udgaver, med og uden sex, til børnene osv. ved, at kærligheden på en eller anden måde findes i virkeligheden. Det gode spørgsmål er bare, hvilken virkelighed kærligheden skal findes i. Ligesom sjælen. Dybest set tror jeg, myterne skal forstås som fortællinger om livet og døden, kærligheden og hadet, livets mening.
I Dybbøl kirke stå der en meget gammel romansk udhugget døbefont. I kirken er børn blevet døbt, par blevet gift, de gamle begravet gennem 800 år. Granitdøbefonten er hugget i hånden med fine dekorationer. Det har krævet nogle års arbejde, antager jeg.
Ved sådan en barnedåb spekulerer jeg somme tider på, hvem jeg er i et for tiden stedbundet historisk perspektiv. Når jeg tror, jeg er verdens centrum og den mest betydningsfulde i livet, får jeg kærlighedens huskekage, og centrum i rummet og tiden flytter udenfor.
Det er påskønnelsesværdigt, at Humanistisk Samfund er fælles for nogle mennesker med samme tro.
Foreningen præsenterer sig selv således:
”Humanistisk Samfund er en forening, der arbejder for et samfund, hvor alle livssyn er ligestillede. Derfor arbejder vi for adskillelse af kirke og stat”
Det ser ud for mig, som om Humanistisk Samfund på den ene side er eksklusiv for dem, der ikke tror på noget overnaturligt. På den anden side tror den, at dens trosforestilling stort set svarer til folkekirkens, bare uden ”overtro”. Som jeg igennem mange år har set folkekirken, er fysisk overtro ikke særlig typisk for den.
Humanistisk Samfunds medlemmer ser folkekirken som et kirkesamfund for ”fysisk overtroende”, hvorimod de selv tror, de ikke er troende, fordi de afviser ”det overnaturlige”. Folkekirken stiller ikke krav til medlemmernes tro. Tro kan ikke måles i kilo eller løbende meter. Kirken er i sit hele væsen bredtfavnende og ikke-eksklusiv.
Det er værd at kaste et blik på, hvad Humanistisk Samfund anser for overnaturligt og sammenligne det med, hvad jeg (medlem af folkekirken) oplever om det samme emne. Bortset fra Humanistisk Samfunds eksklusive karakter og den særlige oplevelse af sig selv som ikke-troende kan jeg ikke se nogen forskel. Dog vil den ” adskille stat og kirke”. Længe har jeg bildt mig ind, at det ønske var en slags automatisk refleks; men efter, at jeg har oplevet kirkeministerens eksklusivistiske tilgang og venden ryggen til humanismen, er jeg kommet lidt i tvivl.
Skaberværket og videnskaben mødes ofte med forskellige tilgange, der har med ”tro og viden” at gøre. Da jeg endnu ikke har mødt nogen, der tror, at verden blev skabt af Gud på syv dage, og historien om Adam og Eva er andet end en myte, er det næppe overtnaturlighed, der skiller os. Den del af den naturvidenskabelige viden, der fremtræder som gangbar og accepteret videnskabelig viden, skiller os ikke. Tro for sig, viden for sig. Man kan beskrive forårets løvspringsunder biologisk og biokemisk, men alligevel er der vel noget om vores magtesløshed. Vi mægter ikke at sætte det mindste blad på en nælde.
Er tro ikke bare noget mennesker selv har fundet på? Jo! Mon ikke vi skal have fat i Immanuel Kant, der inddeler vores tankeunivers i kategorier: matematikken, alfabetet, sproget, den videnskabelige metode, beskrivelser af den fysiske verden, vi lever i, er jo ikke den fysiske verden selv. På samme måde er troen også en kategori. Vi er sikkert enige om, at de tanker, vi tænker, opleves som egne, men de fleste er jo kommet ind i knolden på os udefra. Ind i troskategorien med den.
Det smukke ved Humanistisk Samfund er, synes jeg, at medlemmer og bestyrelse vedkender sig et humanistisk værdigrundlag.
I er så velkomne i folkekirken, hvor jeg savner Jer.