Tro, religion, sindelag, kirke og politik

* Cand. scient. pol., folkepensionist

 

Tro, viden, sindelag  og politik

 

Sommerferiens hype omkring Ida Auken har nu lagt sig. Dette indlæg er ment som et partielt forsvar. Der er godt nok mange misforståelser, mange udgangspunkter og meget sprogforbistring.

Her er mit bidrag til an efter min opfattelse i hvert fald på nogle stræk hysterisk debat.

Jeg har ikke med eet ord i fremstillingen  nævnt  Ida Auken. Men hun er væsentlig. Som kirkeminister, og her er den en hilsen.

 

Det tog Kristeligt Dagblad henvied fire uger at give mig et afslag. Der er jo tale om en ultrakonservativ avis., men alligevel. Måske har nogen frorsøgt at tænke sig om?

 

Mange hævder, at tro ikke må have noget med politik at gøre.

 

Hvis det betyder, at en kirke ikke bør styre staten, er det vel et vigtigt princip. Men det er der jo ingen, der nogensinde har påstået. Det er en stråmand.  Men hvis det betyder, at mennesker skal lægge deres dybeste overbevisninger, deres værdier og deres syn på mennesket fra sig, når de går ind i den offentlige politiske samtale, spørgsmålet en vildfarelse.- Det kan ingen undlade. .

Politik begynder og ender med love og magtudøvelse.  Forud for politiske beslutningsprocesser indgår forestillinger om, hvad et menneske er, hvad der er værd at beskytte, og hvad vi skylder hinanden. Disse forstillinger er det  første indput til enhver deltagelse i en politisk proces.

Ingen mennesker går ind i politik uden et udgangspunkt.

En del af vanskeligheden i debatten om tro og politik skyldes nok at vi bruger de samme ord, men tillægger dem forskellige betydninger. Når en ikke-troende hører ordet tro, kan det lyde som en påstand om en række ting i verden, som ikke kan bevises. Men for mange er tro ikke først og fremmest en noget, der forklarer verden. Vi må sondre mellem ”forklare” og ”forstå”. Tro er en  del af et menneskes værdigrundlag, der har med sindelag at gøre. Sindelag kan ikke forklares. 

 

Hvis jeg spørger, hvor mine egne tanker kommer fra, er svaret ikke, at jeg selv har skabt dem. De er blevet til gennem et liv med andre mennesker, gennem det sprog, jeg har lært. Gennem undervisning, bøger, samtaler, erfaringer og den historie, jeg er blevet en del af.

Jeg har ikke selv opfundet mit trosted og mit ståsted. Det gælder ikke kun troende mennesker. Ingen begynder fra nul. Vi fødes ind i en verden, der allerede findes.

Det mest personlige i os kan være noget, vi har modtaget, og som har udviklet vore personligheder.

 

 

H.C. Andersen skriver i “I Danmark er jeg født”:

“Du danske sprog, du er min moders stemme
så sødt velsignet du mit hjerte når.”

 

Modersmålet er et stærkt billede. Ingen vælger sit første sprog. Ingen finder selv på de ord, barnet senere skal tænke om sig selv og verden med. Alligevel bliver sproget aldrig fremmed. Det bliver ens egen personlige, indre stemme.

Jeppe Aakjær skriver i “Du kære, blide, danske bæk”:

 

“Du gav mit sprog dets sølverklang,
dets blide nyn ved vuggens gang
og mejsens bo i hækken.”

 

Her bliver sproget ikke kun det, vi lærer af andre mennesker. Det kommer også fra det sted, vi lever. Fra lyde, rytmer og erfaringer. Landskabet er ikke blot noget, vi ser på. Det former os.

Mennesket er deltagende. Det,  modtager, giver vi videre. Vi fortolker, former og bringer noget nyt ind i verden.

Måske begynder det hele med undren.

Undren opstår, når hverdagen ikke opleves som selvfølgelig. Når vi spørger: Hvor kommer det fra? Hvad er et menneske? Hvorfor betyder noget noget for os?

Ud af denne undren vokser flere former for erkendelse.

Videnskaben forsøger at forklare verden ved at undersøge den. Den rydder så vidt muligt bordet for fordomme og prøver også at opdage sine egne blinde pletter. Dens styrke ligger netop i erkendelsen af, at vi ikke ved alt.

Videnskaben arbejder med en form for spørgsmål. Den undersøger, hvordan ting hænger sammen. Den kan beskrive proces og årsag .Om krop krop, hjerne og natur.

Videnskab  kan ikke  afgøre, hvad der bø’rgøres. Og re. Kærlighed påvises ikke ved et dobbelt blindforsøg

Kæræigheden findes i virkeligheden. Mankan måske undersøge biologiske forudsætninger. . Men den oplevelse, at et andet menneske betyder noget for mig selv, er ikke bare et måleresultat.

Forklaring ophæver ikke erfaring. Mit verdensbillede og mit værdigrundlag står heller ikke som modsætninger, de fungerer som lås og nøgle. Det ene åbner for forståelsen af det andet. Og omvendt.

Jeg forstår verden gennem de begreber og værdier,jeg i bærer med mig. Samtidig bliver mine  værdier hver dag  formet af den verden, jeg møder. Ligesom mit verdensbillede-

Det er denne vekselvirkning, der skaber undren. Den ligger bag kunsten, der forsøger at give form til det, der ikke kan måles. Den ligger bag videnskaben, der spørger videre. Og den ligger bag religiøse erfaringer, hvor mennesket møder noget, der opleves større end sig selv.

 Tro og myte.

Myte kommer fra det græske ord mythos, der betyder fortælling. I dag bruger vi ofte ordet, som om det betyder noget opdigtet eller usandt. Men en myte betød ikke oprindeligt en dårlig forklaring på verden. Det var en fortælling, der forsøgte at fastholde erfaringer, som ikke kunne udtrykkes videnskabeligt.

Grækerne behøvede ikke at tro, at Sisyfos fandtes i virkeligheden for at fortællingen kunne sige noget vigtigt om menneskelivet. Myte og visdom hænger sammen

En fortælling kan være væsentlig uden at være en naturvidenskabelig redegørelse. Mennesket lever også med det, det ikke selv behersker.

 

Grønland og skæbnetro

 

Da jeg boede i Grønland, blev det tydeligt for mig, hvordan en sådan erfaring kan forme et menneskes syn på livet. Det handler ikke kun om kirke og kristendom. Det handler om en grundlæggende erfaring af at leve under vilkår, som mennesket ikke selv bestemmer: vejret, isen, mørket, landskabet og årstidernes skiften. Vandren op og ned at hullede klipper.  Kald det ”skæbne”

”Skæbne” betyder givne vilkår, men ikke, at alt er forudbestemt. At være skæbnetroende indebærer erkendelsen af, at menneskets eget liv ufolder sig på vilkår, det ikke selv kontrollerer. .

 

Viktor Frankl beskrev noget lignende. Mennesket vælger ikke alle sine livsvilkår, men det har en mulighed for at forholde sig til dem. Friheden ligger ikke kun i at kontrollere verden, men også i den måde, vi svarer på , når vi møder skæbnen..

Det samme ser vi hos Halfdan Rasmussen:

 

“Og du skal ikke lukke dine øjne
og stå afmægtig, når det onde sker.
Men trofast mod hver kalden i dit hjerte
skal du forkynde, hvad du gemmer dér.”

(Men det blir atter stille efter stlormen, Højskolesangboigen)

Ordet ’forkynde’ kan let lyde som et snævert kirkeligt begreb, der betyder oplæsning og udlægning af Biblen. Men her handler det ikke om at påføre andre en bestemt lære. Det handler om at lade det indre og det ydre hænge sammen. Om oprigtigt at stå ved det, man bærer i sig.

Og ordet ’trofast’ rummer noget vigtigt. At være tro er også at være fast. At holde fast i noget, selv når man ikke har kontrol. Det er kumme vel være relevant i en politisk sammenhæng?

Politik kan ikke undvære strategi. Politisk proces består ikke af oplæsning af finere principper. Men bag argumentationen indgår der altid elementer af genkendelig oprigtighed. En forbindelse mellem det, mennesker siger offentligt, og det, der faktisk orienterer deres handlinger. Kald det principper?

Uden den forbindelse bliver politik reduceret til teknik. Ordene bliver kun midler til at opnå magt eller tilslutning, mens den bagved liggende hensigt skjules i snak. Spørgsmålet om tro og politik er derfor ikke, om individer i den politiske debat må tage deres dybeste overbevisninger med ind i det offentlige rum. Det kan de ikke undgå.Spørgsmålet er snarere, om de vedkender sig, hvorfra de taler.

Vi kommer hver især et sted fra. Vi modtager noget. Vi former det videre. Og vi bringer det ind i verden.