Befrielse, skyld. Selvmord som forløsning?

 

 

Billedet viser, hvordan ser på enavis, hvor min far, Henrik Hertigs udnævnelse til rektor for Maribo Gymnasium omtales. Vi skulle være stolte af vores far, der kørte et flot cursus honoris,, en karriere. På den måde kunne vi se, at vi ikke alene med aner tilbage til forfædre på begge sider var rundede af særligt fine familier, men at vi også var noget særligt i nutiden.

 

Joakim Hertig, f- marts. 1948 – d, maj 1995

 

 

Vi mindes alle vore døde. Min bror Joakim er med mig i mindet, ikke bare om dagen, men indimellem også i mine drømme. Om andre husker ham eller ønsker at glemme ham, og om det lykkes dem at fortrænge minderne om ham, ved jeg ikke.

Hans selvmord  udløste min  omvendelse.

 

 

Min far var Henrik Hertig var på en del områder en god og kærlig far, men det var ikke det hele. Han var intelligensfikseret.
Han var vokset op i en vinhandlerfamilie i Næstved, og min farfar havde sikkert ønsket sig, at han skulle fortsætte som forretningsmand og overtage forretningen. Han blev intellektuelt stimuleret først  på Glumsø Private Mellem – og Realskole, siden på Herlufsholm, hvor han startede som dagelev, men siden flyttede han ind som rogtog dippel (discipel) l. Han vendte handelsvejen ryggen og slog ind på en intellektuel universitetskarriere. Og det mestreede han.Da han blev cand, mag i tysk, latin, græsk og oldtidskundskab 1941, var det med en meget høj karakter.
I 1945 blev han gift med min mor, der kom fra en fin familie – dels advokatadel, dels  min morfar, Orro Andrup.  Otto Andrup er interessant, fordi han var en opkomling, der under lensafløsningen blev skaberen af det nationalhistoriske museum på Frederiksborg.

Henrik Hertig var en stræber. Han forgudede min højt begavede storebror, mens jeg  til en vis grad blev set som mindre vellykket. Vi havde gode stunder på cykelture, eller på ferier. Jeg var også elsket. Men ikke helt. Enegang, måske 1963, fortalte han mig, hvordan han og en lærer fra Maribo Borgerskole havde omtalt mig som håbløs. For de skiltes, havde de rystet på hovederne og være gået hver til sit.
Ikke alene fandt denne hændelse altså sted; min fars ønske om, at jeg ved egen drift skulle forøge  min begavelse og tage mig sammen gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg skulle levere begavelse og så kunne (gen)vinde hans kærlighed mere eller mindre til gengæld.

 

Akademikerhjemmet var sekulariseret, nærmest ateistisk. Når vi blev døbt, skyldtes det navnlig min farmor, der skulle have sagt, at hun ikke ville have med ham at gøre, hvis vi ikke blev døbt. Så der føjede han sig. Der var meget stor forskel på min fars og min mors kærlighed til både Joakim og mig.

 

Jeg husker, også i kraft af min mors fortælling om det, denne episode. Nu gik Joakim i 5 klasse på Munkebjergskolen og jeg i 3. samme sted. Ved middagsbordet sagde Joakim: “Tænk at alt i verden består af grundstoffer og kemiske forbindelser!“.  Det slog klik for mig at høre på denne vidensopvisning, der fik min mor og far til at måbe af beundring. “Nej”, sagde jeg tvært. De bebrejdende og overbærende blikke og suk rettedes imod mig, mens Joakim kunne triumfere.  Min mor sagde: “Men  Hans (jeg hedder stafigvæk også Hans),  du må da forstå, at Joakim har ret. Kan du da nævne mig noget, der ikke består af grundstoffer eller kemiske forbindelser?  Den der bevisbyrde troede jeg ikke, jeg sådan lige kunne løfte. Joakims triumf så ud til at være hjemme.  Men så kom jeg i tanke om vores dansklærer, Bertha Nielsen, også kaldet “stærke Bertha” .  Jeg kom ellefruen i hu_ Jeg blev kæk og svarede: “Ikke udsagnsord!”  Der vandt jegh lidt af den tabte ære tilbage.

 

Joakim blev en stræber. I stedet for sprog og finere grammatik kastede han sig over matematik, algebra og statistik.  Intelligensens adel.  Han kastede sig med stor iver over sin faglige karriere og byggede videre gennem et ophold på London School og Economics til at blive aktuar med en pæn karriere internationalt, og nationalt indenfor genforsikring og skadesforsikring. Undervejs blev han gift og fik to børn.

Jeg så ham, og han har aldrig vendt mig ryggen. Navnlig i den periode, hvor jeg og min familie også boede i københavnsområdet.  Netop i denne periode stod jeg med det indtryk, at han forsvandt tidligt om morgenen fra villaen og ofte kom sent hjem.
Var han der for børnene? Jeg ved det ikke, men kan have min tvivl. Var han der for sin kone? Jeg ved det  ikke, men kan have min tvivil.

Han besøgte os til min datters 10-års fødselsdag i Albertslund. Og jeg mærkede mere nærvær ved hans selskab og leg med børnene end længe. Kort efter begik han selvmord. Han havde kastet sig ud fra Alkas altan, efter sigende, fordi han havde begået en regnefejl, der skulle have belastet forsikringsselskabet med et millionbeløb. Joakim måtte ikke tage fejl, ikke være skyldig.  Det indtryk fik jeg. Og dermed blev hans vej til udfrielse fra alt det tabte selvmordet. Jeg har siden fået det indtryk, at fra det øjeblik, hvor den selvmnordstruede er nået til konklusionen og planlægger selve handlingen, er vedkommende afklaret, mere åben og mere afslappet.  Havde jeg bare indset dette, har jeg siden rænkt. Men det gjorde jeg altså ikke.

 

SKÆBNE ELLER LYKKE ?

 

Ravnen han flyver om Aftenen,
om Dagen han ikke maa:
han skal have den onde Lykke,
den gode kan ikke faa.
Men Ravnen flyver om Aftenen.

 

 

 

Jeg har kun mine egne brikker at flytte rundt med. Jeg er et utilstrækkeligt menneske, en roderøv. Men alligevel bærer mine omgivelser  i dagligdagen over med mig. Mange holder mig ud. Det er i denne dagligdagens omgang med medmennesker, udsagnsord og grundstoffer, fordøjelse og fornøjelse, vores lidelser og sorger og glæder, vi lever. Jeg vil  gerne kunne skamme mig, krybe langs panelerne og igen få oprejsning. Af mine medminnesker, som jeg også prøver at være sammen med, holde af, tilgive. Men  jeg ved, at “lykke” egentlig betød “skæbne”.  Skæbne betegner et livsvilkår, noget man ikke selv er herre over. Når indivdualiseringen er fuldbragt, er man selv blevet til en Gud i stedet for Gud og Jesus.

Derfor  blev jeg konfirmeret med nogen forsinkelse. Jeg tror på skæbnen som et grundvilkår og glæder mig over dem, jeg omgås, og mine børn.

 

Jeg ærgrer mig  over, at min bror ikke fandt den vej ud. Han var jo også en, der var elsket. Og som kunne elske, hvis han fik tid.

Velsignelsen: Jeg bliver sat hen og på plads. Det transcendente øjeblik

 

Jeg er autist med tankemylder. Kirken og gudstjenesten giver mig ro.  Når velsignelsen lyder, sker der noget i min krop. Jeg koncentrerer mig i nogle sekunder om at tømme hovedet og tage imod noget, nåde. Kroppen mærker det i mit tilbageholdte åndedræt.  Når jeg sidder i kirken, kan jeg se i den mange århundreder gamle bygning med blikket på præsten og døbefonten. Efter at kroppen igen er blevet sig selv, tænker jeg på min afmålte plads i verden. På nærheden til stedet, tiden og rummet. Og kender min plads og falder til ro.