Essay: Venstrefløjens ateistiske knæfald for individualisme

Individet er smagsdommeren selv, bedømmeren i midten af virkeligheden,.

De fleste ateistisk orienterede venstrefløjsintellektuelle bilder sig ind, at de tanker og forestillinger, der flyder rundt i hovedet, er vedkommendes egen nye opfindelse og påfund. Dette næsegruse knæfald for viljens frihed er et selvbedragerisk fupnummer.

Man kan beskylde Luther med rette for mange forfærdelige tanker, for han skrev, før menneskerettigheder og demokratiet hører en senere tid til. Han var antisemit og forbandede jødedommen.

 

Men han brugte et udtryk, der næsten er endnu bedre på dansk end på den originale tyske tekst:

“Den trælbundne vilje”.

Vi kan i vore dage modsat Luther tale om socialisternes blinde individualisme.

David Hume skrev det måske mere krystalklart end andre. : I den almindelige politisk-intellektuelle debat sondrer vi ikke mellem virkelighedsbeskrivelsen,der bygger på udsagn om, hvordan verden ser ud eller
ER,
byggende på observationer,

og

ønsker til, hvordan verden
BØR
eller burde være.

Vi pladrer det ustandseligt sammen, og det er forståeligt nok.

Derfor er og bliver sondringerne mellem tilstandsbeskrivelser og idealforestillinger analytisk, et redskab til forståelse i stedet for noget, vi kan slippe fri af.

I vores danske og europæiske kultur har vi nedarvet forestillinger om godt og ondt, rigtigt og forkert. At bilde sig ind, at der ikke er tale om et underligt miks af antik og kristendom, må kræve en meget speciel begrundelse, der ligger klart udenfor min intellektuelle rækkevidde.

Kernen både hos Hume og Kant er, at der ikke findes noget “objektivt” værdigrundlag.

Værdigrundlaget er så at sige den ene halvdel af vores evne til at definere et PROBLEM. Et Problem kan derfor defineres som spændingen mellem et ønske og en tilstand.

Den subjektive del underkendes blandt mange intellektuelle venstrefløjsfolk, som ved bl.a. ateisme underkender den følelsesmæssige del af deres egen virkeligedsforståelse.

 

Det hører den demokratiske forfatning til, at vi har TROSFRIHED.

Det foreslår jeg forstået sådan, at jøder, kristne, muslimer og andre frit kan dyrke deres religiøse forestillinger i det trossaamfund, deres trosforestillinger og værdigrundlag passer til. Tro er i den sammenhæng i uendelig lille udstrælning en smagssag.

Men i en form for misforstået udgave reduceres troen til noget, man vælger efter behag på samme måde, som når man vælger kød i køledisken.

Tro er tanker, vi har i forvejen, nedarvet i den kultur, vi lever i. Tanker om lighed, retfærdighed, godt og ondt.

Man kan ikke vælge tro i den dybe forstand efter behag.

GOD SØNDAG