Kalkmaleri, Dybbøl Kirke
De ikke-troendes tro
og hvad de ikke-troende tror om de troendes tro
”Vi venter på Jesu snarlige genkomst. Der afgår bus fra Rutebilstaionen lørdag klokken 13, og vi mødes i forsamlingshuset i Års klokken 14.”
Humanistisk Samfund (forkortet her: HS)
Der findes forskellige ikke-tros-retninger. En af dem hedder Humanistisk Samfund (HS). Det skriver Karin Liltorp (MF) om i ønsket om at få anerkendt HS som trossamfund for ikke-troende. (J-P ) Anerkendte trossamfund får skattefrihed og andre fortdele.
Det rejser spørgmålet om, hvad det er, Humanistisk Samfund ikke tror på.
Ikke-trossamfundet tror efter sit eget udsagn på pluralisme (ligestilling mellem livssyn, (også racistiske?)) og afviser det ”overnaturlige”. Det ser udtil – modsætningsvis konkluderet, at HS ser folkekirken som en klub for overtroende?
HS forestiller sig måske, at vi i Folkekirken bilder os ind, at jomfrufødsler, genopstandelse og himmelfart skulle have eksisteret som fysisk virkelighed, om ikke lige nu, så en gang i fortiden.
Der findes i folkekirken nok nogle, der tror på engle, himmelfart og jomfrufødsler i som fysiske begivenheder. Men næppe ret mange.
De af os, der har oplevet kærlighed i alle mulige og umulige udgaver, med og uden sex, til børnene osv. ved, at kærlighed findes.
Spørgsmålet er, hvilken virkelighed kærligheden findes i? Ligesom sjælen ikke har hjemsted i kroppen eksisterer kærligheden i en anden kategori. Myterne skal forstås som fortællinger om livet og døden, kærligheden og hadet, livets mening som noget, vi ikke selv skaber alene, men sammen med andre, og som lever i ubegribeligheden, udenfor selvkontrollens sfære.
I Dybbøl kirke stå der en gammel romansk døbefont. I kirken er børn,ved den blevet døbt, par blevet gift, de gamle begravet gennem 700 år. Granitdøbefonten er hugget i hånden med fine dekorationer og ikke mindst stor tålmodighed.
Ved hver barnedåb spekulerer jeg på, hvem jeg er i et historisk perspektiv. Jeg får kærlighedens huskekage, og centrum i rummet og tiden flytter udenfor op opløses i en kærlig evighed, hvor jeg er et lille, ikke helt ubetydeligt fnug, fordi jeg som far og bedstefar har bragt livet lidt videre.
Det er fint, at HSer fælles for nogle mennesker med samme tro eller ikke-tro.
Foreningen præsenterer sig selv således:
”Humanistisk Samfund er en forening, der arbejder for et samfund, hvor alle livssyn er ligestillede.”
Er HS identitetsskaber for dem, der ser tro på noget ikke-overnaturligt, og som er pluralistisk, ligestillet? HS tror næppe selv, at dets ikke-trosforestilling svarer til folkekirkens, hvor alle er lige overfor Gud.
”Overtroen karakteriserer folkekirken? ” Det gør den ikke. Så det at være jordnær er et grundvilkår for alle.
Folkekirken stiller ikke krav til medlemmernes tro. Tro kan ikke måles i kilo eller løbende meter. Kirken er i sit hele væsen bredtfavnende og ikke-eksklusiv.
Hvad anser HS for overnaturligt sammenlignet med, hvad jeg oplever om samme emne? Jeg kan ikke se nogen forskel, bortset fra, at min tro ikke er noget særligt, sammenlignet med alle andres.
.
Jeg har ikke mødt nogen, der forkaster Big Bang og tror, at verden blev skabt af Gud på syv dage. Den del af den naturvidenskabelige viden, der fremtræder som gangbar og accepteret videnskabelig viden, skiller os ikke. Tro for sig, viden for sig.
Er tro ikke bare noget mennesker selv har fundet på?
Jo! Mon ikke vi skal have fat i Immanuel Kant, der inddeler vores tankeunivers i kategorier: matematikken, alfabetet, sproget, den videnskabelige metode, beskrivelser af den fysiske verden, vi lever i, findes ikke selv i deN.. På samme måde er troen også en kategori. Ind i kategoriernes begrebsverden med den.
Det smukke ved HS er det humanistiske værdigrundlag. Men hvis den særlige identitet er bundet til en falsk, at folkekirkelig tro skulle bygge på absurd overtro, så er HS ude i en vildfarelse. Tilbage står måske kun oplevelsen af sig selv som noget særligt i kraft af sin ikke-tro?
Ellers er I så velkomne i folkekirken, hvor vi savner Jer. Tag bare Jeres identitet med. Der er endnu få ledige pladser