Videnskabelighed
Fra de fundamentale spørgsmål til “hvad skal det nytte”
“interessen lyver aldrig”
(Tilskrives Macchiavcelli)
At der foregår en bestandig og uheldig konkurrence om, hvad der skal forskes i, hvor nytteværdien er afgørende, kan næppe betvivles. Men det går dybere endnu, for der bestilles måske for ofte svar, der er udviklet for at varetage en usaglig interesse,
Forskning er beskrevet på masser af måder. Men de, der forsker i noget, er altid ude i et “subjektivt” ærinde, en interesse. (interesse er latin og betegner “det man er midt i”),både et ståsted, en vinkel og en nysgerrighed. Med andre ord er det ikke interessen, der diskulperer et projekt. Det er den skjulte interesse, inhabiliteten.
Inhsbiliteten bør måske altid føre til en direkte forkastelse. På den anden side kan et projekt, hvor kravene til videnskabelig metode er strengt overholdt, måske kunne godkendes.
Det ser ud til at være påfaldende, at mængden af videnskabelige artikler, der overrasker, er så stor, mens de artikler, der blot understreger, at hvad der går for at være almindelig viden i forvejen, ligesom har et noget vanskeligere liv.
Det samme gælder “aktivistisk” forskning. For hvis foll med en afvigende politisk interesse ikke kan angribe metoden eller resultatet, kan de altid selv politisk angribe de politiske konsekvenser for at forhindre, at den ellers uanfægtelige viden bliver anvendt.
Nytteværdien, “Fra forskning til faktura” er kilden til undergravelse af forskningsfriheden. Aktiviteten er til for at gribe og fatte forståelsen af verden, ikke nødvendigvis, hvad den nye viden kan bruges til.
Professor Heine Andersen skriver:
Den opdaterede Kodeks for integritet i forskning bruger tendentiøse misvisende henvinsninger til den europæiske Bonn-deklaration om akadamiske frihed. Det redegør jeg for i det netop udsendte nummer af Forskerforum:
“Når der på side 12 står, at Bonn-deklarationen understreger, at forskningsfrihed er en “grundlæggende forudsætning for at kunne opnå videnskabelige fremskridt og innovation til gavn for samfundet”, er det direkte misvisende. Det fremhæver Bonn-deklarationen ikke.
Ordet “innovation” forekommer overhovedet ikke i Bonn-deklarationen,siger Heine Andersen.
Heine Andersen pointerer også, at når der på side 14 i kodekset står, at forskningen skal stemme overnes med “gældende praksis” og “strategier og politikker”, som er fastlagt af ledelsen, så undlader man at nævne, at Bonn-deklarationen derimod fremhæver det modsatte; at forskere har frihed til at udfordre disse standarder, hvis der er tvivl om forskningens gyldighed.”
“Innovation” er en funktion, som erhvervsorganisationer vil have universiteterne til at prioritere oven i grundfunktionerne forskning, uddannelse og samfundsoplysning. “Gældende praksis” er ikke et begreb der hører hjemme i forskning, der skal være original og grænseoveskridende.
Dette er blot to eksempler på tendenser til at gøre kodekset til et politisk redskab og ledelsesredskab.